søndag den 18. marts 2012

Leg med Brød

Jeg er nu blevet brødbager, jov den er god nok. Meget inspireret af River Cottage og deres brødbagning, begyndte jeg mine forsøg her i februar måned. Det har været sjovt at prøve sig frem på et lidt ukendt territorie, da jeg aldrig rigtigt har bagt så meget brød selv og da slet ikke når jeg begyndte mere og mere på Rawfood. Men jeg lod mig friste og gik ombord på denne rejse udi brødbagningens univers. 
Nu har jeg jo kun forsøgt mig seriøst ud i brødbagningens kunst i knap en måned (feb-marts 2012) og jeg har her de sidste 3 omgange bagt langtidshævet brød, som har givet lige den struktur som vi foretrækker i vores brød, de første 3-4 brød bagte jeg efter River Cottages basic bread måden, men det blev alt for fast.
Har prøvet forskellig slags mel, hvedemel af Ølandshvede malet på stenkværn, og fuldkornshvedemel også af Ølandshvede og så almindeligt økologisk hvedemel fra Kornkammeret, det sidste blev det bedste brød foreløbig. Vil dog forsøge at få fat i Viskingegårdens hvedemel som jeg har hørt skulle være super lækkert og så er det jo lokalt. Og da jeg valgte at tilsætte maltmel kom der en meget lækker dybde i smagen. 


Så lidt gær!
Alm. økologisk hvedemel
Maltmelet fungerer som smagsforstærker
De 2 lags mel før saltet og græskarkerner tilsættes
Vand, gær, honning og olie
Her ses også græskarkernerne i den færdig rørte dej
Efter 12 timers hævning, den er faktisk faldet lidt sammen
Dejen klar til "let" foldning (æltning)
Vupti ned i den brændvarme form
Lågene er taget af og færdigbages indtil 98 grader
Mums friskbagt brød



500 ml vand
1 ært gær ca. 2 gram
1 tsk honning
Røres ud i vandet 
Væsken tilsættes 2 spsk jomfru-oliven olie eller anden god madolie
2 spsk maltmel fra Skærtoftmølle
625 g hvedemel
2 tsk salt
Begge melsorter iblandet salt kommes op i væsken og røres med let hånd rundt til der ingen tørre klumper er.
Jeg har kommet 1 dl udblødte (ca. 4-8 timer) græskarkerner op i melet inden det hele kom op i væsken.
Nu sættes dejen til hævning enten ved stuetemperatur i ca. 10-12 timer eller op til 24, eller på køl i op til et døgn. Oplevede dog at min dej den ene gang den kun stod på køl i 24 timer at den næsten ikke hævede.
Ovnen varmede formene op til ca. 250 grader. Jeg brugte 2 hjerteformede emalje gryder fra Le Creuset, det fungerede godt og brødet brændte ikke fast i formene.
Væltede dejen ud på et melstrø’et skærebræt og foldede den et par gange ganske let og delte den i 2 og kom dejen op i de brændvarme forme. Ind i ovnen på 250 grader i ca. 20-25 min, med låg på.
Tog lågene af og satte stegetermometer i det ene og fortsatte bagningen på 200 grader og indtil termometeret bippede ved en krummetemperatur på 98 grader.
Flere stedet på nettet anbefales en ekstra hævning på 2 timer efter den lette æltning i en skål eller lignende. Sidste bagning besluttede jeg mig for at det var spild af tid og det viste sig at være sandt, brødet hævede helt fint i formene i ovnen.
Olien gør at brødet ikke virker tørt efter et par dage. Krummetemperaturen kan ligge mellem 95 og 100 grader prøv dig frem, mit brød bliver bedst på de 98.

Velbekomme!

Her forleden gik jeg krydderurte amok, savner min bugnende køkkenhave, men det er de jo råd for se her:



Dette er nu min vindueskarm i køkkenet, persille, ramsløg, salvie, dild, koriander, basilikum (fra sidste år) thai basilikum og endnu en basilikum. Kan godt li' frisk basilikum, bruger den til tomatmaden eller i æble/spinat juice nu da min mynte stadig er i dvale.


Dagens brunch blev med lækker hjemmelavet vietnamesisk inspireret gadekøkken suppe og af vores kære venner Lars og Malene, som bød på total lækker suppe før vi gik til foredrag i onsdags.
Jeg glemte fuldstændig at tage billeder var lidt søvnig selvom jeg havde fået mig et stort glas æble/ananas/spinat/krydderurte juice, men deler alligevel med jer hvad jeg gjorde.


Tøede hurtigt en rest rejer op.
Kogte lidt ris, jeg bruger altid kokosolie, svitser et lille hakket løg deri, vender de rå ris ned i og lader dem suge lidt af fedtstoffet. Vand på og ca. en tsk salt og koger dem med låg til de er klar. For mig gør det at mine ris altid bliver lækre og løse.
I mens risen kogte færdigt, lavede jeg en snyde suppe på 2 bouillon tern og en liter vand.
Så forberedte jeg grøntsagerne, snittede hvidkål, rev en gulerod, skar champignon i skiver og lidt rød peberfrugt. Hakkede en frisk rød chilli. Og de forskellige ting kom jeg i hver sin lille skål og satte dem på spisebordet. Og så til de friske krydderurter! Plukkede lystigt af de fleste af dem og lagde dem på et fad så de var klar til lyn suppen.
Risen op i to store suppeskåle, så forskellige grøntsager og rejer samt krydderurter og til sidst koghed suppe oven i. Spises med pinde, jov det går så længe der er meget fyld og så frem med skeen. Mums hvor var det en let og dejlig brunch, tusind tak til Malene for altid dejlig inspiration.